Her kommer et virkelig godt tip, som jeg er glad for at give videre: drik rooibos te hvis du vil gøre noget godt for dig selv.
Gad vide hvor mange egentlig er klar over hvor sund Rooibos te er. Heldigvis har den i den sidste tid haft et massivt indtog i stort set alle danske supermarkeder efter en ellers slumrende tilværelse i helsebutikkerne.
Til min historie, som jeg gerne vil fortælle her, hører at jeg er født i Namibia, hvor min familie boede til jeg var tre, hvorefter vi flyttede til Flensborg. Min mormor og resten af min mors familie sendte os regelmæssige pakker med alt mulig godt fra Sydafrika – fra figenmarmelade til tørret træagtigt kød. Det vakte altid jubel at få disse pakker og vores minder blev på denne sanselige måde holdt i live. En af de sydafrikanske specialiteter der altid fulgte med var Rooibos Tea. Det havde min mor allerede drukket som lille pige, da det er en te der ikke indeholder koffein og kun 1% garvesyre (garvesyren i almindelige theer ligger på 8-15%). Så når de voksne fik te, kunne børn og syge fint drikke med.
Rooibos te er meget udbredt i hjemmene i det sydlige Afrika og blev endda serveret på hospitalerne. Især er den populær som godnatdrik inden sengetid. Selv babyer får den, da den også er god ved nogle former for kolik. Selvom man vidste at den indeholder både kalk, jern og c-vitamin og havde en god virkning på maven, så var man ikke klar over hvor ”sund” denne velsmagende og aromatiske te i virkeligheden er.
Forskning om rooibos te
De senere år er der så forsket en hel del i denne te. Blandt andet japanske forskere har opdaget at teen indeholder et usædvanligt højt antal af antioxidanter, som ”fanger” frie radikaler i kroppen, som igen påvirker vores aldringsproces. Derudover påvirker teen vores immunforsvar og virker beroligende på nervesystemet. Rooibos teen skulle have en anti-inflammatorisk virkning og kan nedbryde visse virus. Den har også hud-beskyttende egenskaber, og bliver derfor anvendt mere og mere inden for fremstilling kosmetik.
Det siges at den overgår grøn te i alle dens gode egenskaber, og det endda i meget høj grad! Den skulle have en god virkning ved forhøjet blodtryk, diabetes, allergier og neurodermitis. Nogle mener endda, at den har en forbyggende virkning i forhold til visse former for kræft. Hvis man vil vide mere , er der rigelig information at hente på nettet.
Tilbage til det praktiske: Man kan lave teen på almindelig vis, eller prøve følgende fremgangsmåde som afrikanerne traditionelt har anvendt: Kog gerne en gryde med vand og hæld Rooibos teen i. – Lad det gerne småsimre ganske stille i 10 minutter; – man har fundet ud af at mange de gode stoffer forøges kraftig på denne måde. Teen kan genopvarmes og der kan også hældes vand på senere igen, da den ikke bliver bitter. Du kan drikke den varm eller kold, ren, med mælk, citron eller hvad du ellers måtte synes godt om.
Og her er den så i smuk opbevaring
En stor dåse med 250 gram ultimativ solskin og helse.
Det er ingen hemmelighed at jeg benytter enhver lejlighed til at sprede det glædelige budskab. Og i dag gør jeg det så igen, igen. Jo, for jeg har været begejstret for Rooibos Te lige siden jeg var barn. Dog vidste jeg dengang knap så meget om dens enestående gode og sunde egenskaber.
Denne her udgave fra Kusmi, tiltrak min opmærksomhed en dag, da jeg var inde i Juicestop i Århus. Det var ikke alene te-dåsens farvestrålende blikfang der tiltrak, jeg kender andre udgaver af Kusmi te som værende blandt noget af det bedste te.
Til min store glæde så jeg så, at denne her ikke alene var Rooibos Te. Det var oven i købet den helt rigtige, dejlige, sunde Rooibos Te, som jeg længe havde gået og ledt efter: ufermenteret og økologisk dyrket.
OK, Kusmi te er koster en skilling, men den her er det værd! Det bliver nok årets bedste investering.
Se også dette indlæg