“Den bedste gulerodskage jeg nogensinde har fået”
Dette er uden tvivl en luksus/kræs variant af gulerodskagen. Det må den være, for min svigermor, som ellers ikke bryder sig om kager, tiggede sig til opskriften fra en niece som hun var til fest hos. ”Den bedste gulerodskage, jeg nogensinde har fået”, som hun altid kaldte den, blev omtalt ved enhver given lejlighed.
Så der var ikke andet for end at prøve at lokke opskriften fra svigermor, og gøre kunsten efter til min datters fødselsdagsfest. I mellemtiden har jeg fundet ud af, at opskriften er meget lig den Jamie Oliver har på sin blog. Jeg har pyntet den med lidt festligt med violer, morgenfrue- og små mynte-blade fra haven.
Ingredienser
285 g tempereret smør
285 g demerara sukker eller muscovadasukker
285 g skrællede groftrevne gulerødder
5 store økologiske æg
saft og skal af 1 usprøjtet appelsin
170 g sigtet hvedemel
2 tsk. bagepulver
115 g malede mandler
115 g valnødder + en lille håndfuld til servering
1 stor tsk. stødt kanel
1 nip stødte nelliker
1 nip stødt muskatnød
½ tsk. ingefær
Glasur
115 g mascarpone
225 g flødeost
85 g sigtet flormelis
saft og skal af 2 økologiske limefrugter
Forvarm ovnen til 180°. Smør en kageform eller beklæd den med bagepapir.
Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Del æggene i blommer og hvider, og pisk blommerne én ad gangen. Tilsæt appelsinskal og –saft, hvedemel og bagepulver, de malede mandler, valnødder, krydderier samt de revne gulerødder og rør det hele godt igennem.
I en anden skål piskes æggehviderne stive med et nip salt, og vend dem forsigtig i dejen. Fordel dejen i formen, og bag kagen i ca. 50 minutter, til den er flot hævet og gylden. Lad kagen køle af i 10 minutter før den vendes ud på en rist og køler helt ned i mindst en time.
Pisk alle ingredienser til glasuren sammen, og smør den ud over kagen. Drys resten af de hakkede valnødder over glasuren.
Kagen er i øvrigt også fin som dessert.
2 comments
Uhm , den ser dejlig ud 🙂
Tak for rosen. Den smager skøøøn og er hele umagen værd..