Kloge ord i inspirerende drivhuse.
I forbindelse med et besøg i de skønne og inspirerende drivhuse i Den Gamle By, faldt jeg over et gammelt billede med disse kloge ord:
Din ven og dine blomster skal du hygge om,
for ellers går de ud, og en dag er stuen tom.
Selvom jeg var klar over at der kom ubelejlige refleksioner med i billedet, så jeg tog et hurtigt billede af dem for at huske det gamle ordsprog. Det var først da jeg kom hjem, at jeg så, hvor fint lysets refleksion i glasset gengiver den smukke stemning i drivhuset.
Endnu en perle i Aarhus
Hvis man er til haver og planter, er det ikke kun billedet med de inspirerende ord, der er værd at bide mærke i. Drivhusene og haverne omkring dem er en fornøjelse at se og gå rundt i. Det er et af de steder man kan have lyst til at følge med jævne mellemrum. Her er masser af inspiration og viden at hente. Det er bygget op som et gammelt handelsgartneri fra 1885.
TIP – hvis du er glad for duftgeranier
Der sælges også duftgeranier, andre potteplanter med krydderurter, stauder og blomster fra gamle dage. Disse potteplanter kom oprindeligt fra subtropiske egne. De trivedes derfor rigtig godt i stuer, der blev opvarmet af kakkelovne. Planterne kan godt lide at have varmt om dagen og køligt om natten. Det passede dengang fint med, at ilden i kakkelovnen brændte ud. Det er værd at huske på, når man selv prøver at dyrke disse planter, for det kan være lidt svært at give planterne disse forhold i vores stuer, hvor vi har den samme temperatur døgnet rundt.