Hjemmelavet ribsgele i køkkenskabet bliver du rigtig glad for –
Vi har lige høstet 4 kg ribs i haven i dag. Med det omskiftelige danske sommervejr taget i betragtning, var det hyggeligt at bruge lidt tid til at producere ribsgele i køkkenet.
De røde perler kan bruges til rigtig meget:
En ikke for fast gele er skønt til skyr og yoghurt. En teske eller to til at smage nogle sovse til. Til kager, for at pifte gelelaget op på frugtkager. Til oste, især blå oste, er den god som den friske ledsager. Også i rødkål eller rørt ind i dressing til fx rødkålssalat. Og sidst, men ikke mindst er den oplagt og et godt sommerminde når den som den klassiske gele lander på julebordet.
Så hvis du har nogle ribsbuske, så endelig spis dem som rysteribs, lav saft af dem og brug dem i en dejlig rødgrød. Men kog også ribsgele til et par glas til senere på året.
Opskriften forneden er til ca. en 1 liter ribsgele, som fx passer til 4 x små 2,5 dl glas osv. Du kan halvere, fordoble mængderne, så det passer med hvor meget ribs du har eller meget gele du vil lave. Her hjemme tilsætter vi lidt citronsaft til opskriften. For selvom ribsene i sig selv har meget syre, klæder en anelse citron smagen. Hvis du er glad for vanilje, kan du også tilsætte en vanilje stang og koge den med.
Tip
Opskriften nedenfor er til den klassiske ribsgele, hvor forholdet mellem ribs og sukker er en til en. Men du kan også lave en mere flydende gele til skyr eller yoghurt. Så er forholdet mellem ribs og sukker 5 dele ribs til 3 dele sukker.
Opskrift
1 kg ribs
1 kg sukker
evt. spsk. citron og en vaniljestang
Når du har vasket ribsene, skal de tørres så godt som muligt. Hæld ribs med stilke, – de behøver ikke ribbes, i en stor gryde og og kog dem op.
Når de har kogt i 10 minutter, tilsætter du sukkeret og lader det koge i yderligere 8-10 minutter.
Derefter sier du det hele igennem et fintmasket nylon si.
Hæld så ribsgeleen i helt rene glas, der har været varmet op over 60 grader i mere end 5 minutter (husk også lågene).
Du kan gøre det nemt ved at sætte glas og låg i en varm ovn i fem minutter. Mange skyller også glas og låg efterfølgende med Atamon. Se på Atamon pakken hvordan.
Sæt låg på, og luk glassene godt til mens geleen stadig er varm.
Til sidst: tag dig tid til at nyde dit smukke værk med den smukke farve.